KRONIKEN af Martin Gerup Magasinet OPUS 1988 (oktober) ill. Halfdan E

ORDSKVALDERARTISTERI

Hvad er rockanmeldere for nogle? Hvad kan de, hvad gør de? Ikke meget, mener en musiker, der har anmeldt standen til becifringspolitiet.

     Der er et væld af rockskribenter i Danmark efterhånden. Trods næsten enslydende meldinger: Rockmusikken er færdig, oplever vi et skribentboom som aldrig før. I februarnummeret af Dansk Musiker Tidende skriver Flemming Madsen om den modsætningsfyldte rockmusik. I Opus-april får Simon Frith ordet. I MM og Gaffa anmeldes plader og koncerter. I dagspressen optræder navne som Marc Girelli, Anders Rou Jensen, Arne Møller, Anders Kragh oma. Alle aviser har en rockskribent, selv de små aviser; Roskilde Tidende, Holbæk Amts Venstreblad, Vejle Amts Folkeblad.

     Nu går jeg jo selv rundt og småspiller engang imellem, rundt omkring i landet fredag og lørdag, og udgiver også en plade i ny og næ. Jeg kender også lidt til musik gennem Konservatoriet for Rytmisk Improvisationsmusik hvor jeg går. Mit forhold til anmeldelser er vigende, jeg lægger ikke så meget mærke til dem mere. Mit pladeselskab gør! De har også noget økonomi at tænke på, det skænker jeg ikke en tanke, for der er ikke noget at skænke den til.

     Det var et kedeligt forår – og det kunne man mærke på rockjournalistikken. Nanna, Michael Falch og mit eget band fik det at føle. Uha-da-da! Jeg kender ikke deres reaktion, men min egen var utrolig. Jeg var ligeglad. Det undrede mig, og jeg gik til den gamle kineser, der sagde:

     ”der er intet patent, de der ikke interesseres, har forstået mens de der blir ved, stadig fristes”

    Pang Dang år 1740 f. Lao Tse.

     Så sad jeg i syv dage i silende regn under et pæretræ og grublede over følgende spørgsmål: Hvad er en anmeldelse, og hvad står der i sådan en! Hvad kan vi bruge den til, og hvorfor anmelder vi ikke nattergalens ankomst i starten af maj? Herefter havde jeg et natligt mareridt hvor en spøgelsesforsamling af liderlige anmeldertyper besudlede vore danske rockpiger, og lavede små djævlebørn på dem. Da gik jeg til den gamle kineser igen, der sagde: ”Du er ved at være godt træt af rockjournalister. Ikke af det de skriver, ikke af måden de skriver på, men af det de ikke skriver, af måden de ikke skriver på. Det er anmeldernes opgave at tage kunstnerne alvorligt. Og kunstnernes opgave at lave kunst”.

    Inspireret af rockskribenterne på den hjemlige scene, har jeg anmeldt anmelderne til becifringspolitiet. Rockanmeldelserne er blevet for poppede.

HVAD ER EN ROCKSKRIBENT?

    Det kræver ingen speciel uddannelse at blive rockskribent. Til gengæld skal man kunne nogle navne. En ung nyudsprunget student kan nok få udvidet sin pladesamling en del ved at melde sig underfanerne på Gaffas redaktion. Det kræver nemlig lidt fantasi og en synonymordbog.

    Hvad er så en rockskribent? Min erfaring med dem er ikke den, at de er middelmådige musikere, hvis frustration over egen spildt karriere får forbedret luft på andres bekostning. Tværtimod, min erfaring er, at de aldrig har spillet musik selv. De elsker rockmusik, og ved ikke hvorfor.

    Rockjournalister er sådan nogle drømmende typer, verdensfjerne, kunne man sige. De arbejder med genkendelsen, men gør alt for ikke selv at blive genkendt. De er nysgerrige og virker som regel meget umodne af deres alder. De kender nogle få musikalske begreber, men har en klæbehjerne hvad angår navne, udgivelser og årstal. De er altid mænd. De har kort hår og går i mørkt tøj, og er altid alene. Hjemme har de et udkast til en rocktekst, de på et eller andet tidspunkt har skrevet.

    De er i virkeligheden enormt søde og rare mennesker, der er kede af det, og håber på at se sig selv igennem rockmusikken. I MM's februarnummer udtrykker Jacob Levinsen meget klart rockanmelderens barnlige behov for at realisere sig selv: ”Dette lugter langt væk af prøjserpop, af den type der får enhver blasert rockskribent med respekt for sit ego og sit image til at styrte skrigende væk”.

HØJERE, STØRRE, LÆNGERE

Det er lykkedes den kommercielle musikbranche at få det den altid har ønsket: Et stabilt poppet marked, hvor overflade bliver gjort til det egentlige, og et passivt publikum ser til. Anmelderne kritiserer ikke publikum. Hvad skulle de det for? Publikum har jo lært det lidt de ved af dem. Musikbranchen benytter sig hæmningsløst af anmeldere og musikskribenters videnskabsløshed. Musikbranchen ved bedre end nogen, at skribenterne ikke ved noget om musik. Branchen poster millioner i skabelse af megastars, og fodrer rockskribenterne med pressemeddelelser med ligegyldig pseudooplysning. Det er det vi læser i avisen dagen efter. 

    Hør blot Michael Frank Møller i Ekstra Bladet d. 23/5 om Michael Jackson:

    ”Hans kunstige krop fungerer som en smuk og velistandsat maskine. Hans fødder er et magisk show i sig selv. Hvirvlende, glidende, lidt Travolta-polka her, lidt Prince-underliv der, og Zak! Pludselig er han oppe på tæerne, så ingen er i tvivl om, at hans selvdesignede logo er autentisk. Hans ansigt er et studium i sig selv. Ikke på grund af de mange løft, operationer og afblegninger, men fordi han giver sig fuldt ud og lever sig ind i sine sange. B-filmskuespil og krukkeri er nemme ord at få på tungen, men i sin barnlige naivitet får den 29 årige det hele til at virke meget ægte.”

    Showtime folk! ikke et ord om det egentlige, det står tilbage ubeskrevet og uoplevet. I den pressemeddelelse der citeres fra, bliver det slået fast igen, at Jackson-firmaets lp ”Thriller” har solgt 47 mill., at Michael hellere vil være hvid end sort, han afbleger sin hud om natten for at forblive evigt ung. Det er med altsammen, alle vore eventyrdrømme, og de suppleres op med lidt kongerække:

    ”4000 lamper, 72 højttalere, 4 kæmpevideoskærme, 175 italienske slæbere, 40 musikere, dansere, frisører o.l., 60 mand til at få det hele op at stå, og 20 mand til at opfylde Michael Jacksons personlige behov.”

    Kom så ikke og sig, at vi ikke beskæftiger os med konkreter. Tilbage står stadigvæk det egentlige, ubeskrevet og uoplevet. Det undrer mig, at en højt oplyst tidsalder fyldt med knowhow, ikke har fattet videnskabelig interesse i de sidste 30-40 års musik. Musik er konkret og jeg læser med misundelse og begejstring Gyldendals 4-binds musikhistorie, som langt mere vidtgående beskriver musikalske fænomener end nutidige betragtere kan, og føler at de skal. Er det virkelig interessant, det Michael Frank Møller skriver? Er det hvad vi har ønsket at vide om Michael Jackson? Er det i virkeligheden ikke bare noget ligegyldigt nonsens, udsendt af den virkelige megastjerne: hele firmaet omkring dette halvparanoide megapsykologiske tilfælde?

HVAD KAN VI BRUGE DET TIL?

Et er det udenlandske letkøbte, et andet er det hjemlige. Som eksempel vil jeg ikke bringe Anders Rou Jensens anmeldelse af Nannas nye plade. Den har Nicoline Werdelin taget sig glimrende af (red. tilføjelse: Anders Rou blev i kølvandet på en tendentiøs anmeldelse tegnet onanerende og vred på et toilet) Nej, jeg vil koncentrere mig om Ruds anmeldelse af Anne Linnets nye plade i Ekstra Bladet d. 8/4. Den sætter alle mine natlige mareridt igang. På forsiden står: "Kors for en kærlig plade. Annet Linnet har lavet sin lidelseshistorie, der er stærk som et barberblad mod en pulsåre". Den får seks stjerner, og mig til at købe Ekstra Bladet. Den vil jeg læse, og der har den igen. Skuffet må jeg lægge avisen fra mig, efter det værste nonsens, jeg længe har hørt. Jeg bringer her små citater for forståelsens skyld:

     "I hjerteslags-takt forklarer Anne Linnet sit savn". "Det ene øjeblik bliver øret ristet i dæmonisk dommedags-drøm, det næste sukret i salige sug". "Hun er både til pisk og poesi". "Nu står hun naglende nøgen". "Det er hendes levertran, det handler om". "En fristende frille forvandler sig til elegiens engel". Ikke et ord om musikken og de seks stjerner.

FOLKELIGT OG FORDØJELIGT

Hvad er det da, der får mig til at slå op i Søndagsavisens magasintillæg som det første? Hvorfor bliver jeg ved med at læse MM og Gaffa?

     Det er simpelthen mit enorme behov for at blive underholdt. For at grine og more mig. Jeg kan respondere når det jeg elsker bliver rost, og fare i flint når det får et par på hatten. det er et sølle resultat. Men det er det plan, der bliver anmeldt på. Der er dømt smag, så det gør ondt i kæberne.

     Så er det jeg stopper op. Er en anmeldelse for eller imod? Skal den være munter læsning, eller som jeg mener? Sådan som den ser ud idag, har den mistet sin identitet, og ligner mere en lederartikel end en egentlig anmeldelse.

    Arne Møller fra BT sagde engang til mig, at selv fru Hansen i det mørke Jylland skal kunne forstå det. Ok, da. hvis det skal være den brede befolkning og ikke kun musikerne man skriver til, er der da en smartere måde. Tag Se & Hør og Billed Bladet. Det går ind i folks haver med kaffe og kager, der hvor det virkelig batter. De behøver ikke noget så pseudovidenskabeligt som anmeldelser.

STATIV, STAKIT, ROCKVIDENSKAB

     Vi kan lade rockmusikken endeligt afgå ved døden til en kæmpebralderfest, hvor vi tager en tårevædet, men dog afklaret afsked med den. Vi kan jo stadig ses i Roskilde hver sommer!

     Vi kan forberede tronfølgerskiftet allerede nu, så vi har det nye korps klar når festen er slut og vi skal sige farvel til vore venner, der foretrækker at elske rockmusik og helst ikke vil vide hvorfor.

HVEM SKAL LÆSE ANMELDELSER?

Vi er forhindret i at have med musik at gøre, når vi har med musik at gøre. Rockmusik bliver betragtet som en enarmet tyveknægt, hvor der er gevinst engang imellem. Vi får ikke noget for at finde os i det. Rockjournalister er uvidende ordskvalderartister, og hvis der er enkelte undtagelser, skal de nok blive kvalt i redaktionelle linier. De er nemlig ens, ligefra gratisavisernes til søndagsavisernes middagstillæg gælder det om at henvende sig til så mange som muligt. Anmeldelsen har fundet sin plads i den danske folkesjæl, og der vil den nødigt flytte sig fra. Selv musikere forsvarer dem. Vi er udsat for århundredets blufnummer, og vi er parat til at forsvare det. Det er helt til grin, og meget symptomatisk for de udgivelser vi får lov at lave.

     Alle vil gerne tage rockmusikken alvorligt, men vores ordforråd begrænser sig til navne, tal, udgivelser og om noget er fedt, eller ikke fedt. Vi befinder os så langt væk at selv musikere dyrker afbrændt hår, automobilulykker, enarmede trommeslagere og store bryster. Det er anmeldernes skyld, ja, og så vores egen selvfølgelig. Var der mere mellem himmel og jord, kunne det være det lå i musikken, og som sådan var et uudforsket område.

     Det er helt grotesk at anmeldelser tit overgår selve det den beskriver i kunstnerisk henseende. I nyere tid er skrevet flere historiske anmeldelser, der faktisk burde udgives i bogform. Det ville sikkert bekomme anmelderne vel, de undskylder altid deres manglende viden med, at de skriver for almindelige mennesker.

     Det skal vi ikke finde os i at de, deres redaktion eller en stor markedsmekanisk nikkedukke gør. Anmeldelsen er til for de interesserede. Så kunne de holde deres muntre køkken et andet sted.

     Jeg er træt af anmelderne. De fiser den for meget af, og gør for lidt nytte. Det er ren pop.

     Rockanmelderne skal være animerende for musikerne. Igangsættende. De skal lytte lidt til den gamle kinsesers ord. Det har hifi-entusiaster og bil-freaks gjort. De lader Fredgård om at sælge oplevelser, de forsøger ikke selv.

     Undersøgelser viser, at noget af det avislæserne er mest interesserede i, er at læse om, hvad de så i tv igår. Andre undersøgelser viser, at vi elsker solskinshistorier, og at andre får et par på hatten. Det er jo fint.

    Skal anmeldelser være mere specifikke, kræver det nye kræfter. Rockskribenten står på en vakkelvorn myte og banker sin ildsjæl ud på attitudernes overdrev, hvor spilfægteriet kun er midlertidigt. Vi kender aldrig vores modstander. Vi slås altid mod en blind makker som vi er bange for at inkorporere i vores udtryk. Det påståede behov for stillingtagen er vores ulempe. Det bliver mere og mere flippet. Vi behøver ikke partout sige noget, og jeg lover også at klappe gællerne i, når jeg har fået sagt det her.

Rockbranchen kan tre greb på en guitar. Den respekterer fede glatnakker, der pisker penge ud af ødelagte mennesker og accepterer Keld og Hilda Heick fordi de er ærlige. Anmelderne vælger yderpositioner, fordi de ikke kan være reelle. Anmelderne er ikke reelle, de ved ingenting om musik, og siger tilmed at det er den overordnede ide med det hele. Bravo. Værsgo' og skyl!

     Måske skulle man indrømme at rockmusikken er blevet lidt tyndhåret med årene. Ikke spilde kræfter på produkterne, overveje sin situation og lave lidt flere anmeldelser af tv igår.

Det gjorde Torben Bille, og Anders Rou er fulgt i hans fodspor. Den bedste rockjournalist herhjemme, den Karsken Jensen fra Aktuelt, har for længe siden fundet ud af, at det ikke er hos os lokummet brænder.

    Han spiller selv.

Martin Gerup er musiker i Dieters Lieder